Jeg har familie på New Zealand og selv om jeg aldrig har været der, så er jeg lamslået over, at højreekstremismen endnu engang viste sit grimme ansigt frem netop der. Men at se, hvordan en lille stats (New Zealand har 4,5 mio indbyggere) leder kan reagere med sådan en værdighed og empati, det gav mig i dag en tudetur, som jeg ikke oplevet på verdens vegne, siden Trump blev valgt til præsident. Og før det siden Utøya i 2011.
Det skete fordi jeg valgte at se hele videoen fra Prime Ministererens Statement i Parlamentet, hvor de menige medlemmer havde veget deres pladser for at give plads til repræsentanter fra alle trossamfund i New Zealand, se hele videoen her: (Ovenstående er kun klip - men hele videoen er tekstet, så den er til at se).
Der sker så forfærdelige ting i verden, at man er nødt til at græde ind imellem, og det kan være forløsende. Jeg er nogen gange bange for, om det bliver så slemt, at man går kontra og henfalder i afmagt i stedet for at handle. Som det sker med klimaet over hele jorden nu. Det må ikke også ske med terrorisme. Derfor er det også så dejligt at se, at en nation reagerer med sådan en handlekraft. Jacinda forsikrer, at hun aldrig vil sige terroristens navn. Hans ansigt pixeleres, han skal ikke opnå berømmelse på bekostning af sine ofre, de bliver navngivet. Religiøse repræsentanter inviteres ind i Parlamentet, hvor der hilses med muslimsk hilsen og muslimsk bøn. De går fuldstændig kontra alt det terroristen har villet opnå. Der indføres nye våbenlove inden for en meget kort periode.
Tidligere i weekenden drog Jacinda på besøg i de berørte Moskeer iklædt hijab, og da Trump via Twitter gav udttryk for at han ville hjælpe New Zealand, hvis de ønskede det, erklærede hun, at han kunne hjælpe ved at omfatte alle muslimske samfund med respekt og kærlighed.
Hvis nu alle stater reagerede på terrorangreb ved at udslette navne og ansigter på terrorister (i offentligheden), ville mængden af terrorangreb så ikke falde? Hvis den frie presse gik med på projektet? Som Kim Walls forældre, der skriver en bog om Kim og gør indstifter en fond for at hendes navn og ansigt skal leve videre, mens de nægter at udtale den grusomme morders navn. Kunne vi gøre det samme her?
Har vi egentlig nogle politikere i Danmark med samme format? Hvem ville reagere så statsmandsagtigt, hvis det samme sker i Danmark? Næppe Løkke. Næppe heller Mette Frederiksen. Pia Kjærsgaard? - Glem det. Dronning Margrethe? Ej heller hende.
Så jeg fik grædt i dag - det gjorde jeg ikke i lørdags, da jeg fik kendskab til angrebet. Det gik ikke rigtigt op for mig, hvor slemt det var. Kender du det, når man oplever noget virkelig forfærdeligt, og så bliver bevæget, men alligevel kun kan slippe følelserne fri en lille smule? Og man så falder over noget virkeligt banalt - meget smukt eller rørende, som Mikkel Hansens baby på balkonen, introen til Løvernes Konge eller Rami Malek, der får en Oscar. I søndags græd jeg over 'Den skaldede frisør' og i dag fik jeg givet fuldstændigt los, da jeg efter den bevægende tale i New Zealand (gen)hørte verdens smukkeste kærlighedssang i Lady Gagas version. Hun er også et menneske, hvis format jeg først har opdaget nu.
Mennesker med format. May we know them, may we be them, may we raise them.
Mange kærlige hilsner til min (grand)moster Gurli i Nelson, New Zealand og hele hendes familie.
Mange kærlige hilsner til min (grand)moster Gurli i Nelson, New Zealand og hele hendes familie.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar