Blog om pædagogik, klima, politik og andre vigtige ting - men også om dejlige København, småting og nogen gange om det store i det små. Lige fra midten af Indre By. Velkommen.
Det har jeg skullet gøre i lang tid, men faktisk har jeg haft svært ved at give slip på mange ting. Jeg har hele tiden gået med den angst i baghovedet, at jeg måske ikke fik pension, og at jeg så risikerede at skulle være på ressourceforløbsydelse, fleksydelse eller varig kontanthjælp i lang tid. Det kan man ikke leve af. I hvert fald ville det kræve, at jeg skulle slippe min lejlighed - som godt nok ikke er særlig dyr - og det ville være forfærdeligt for min livskvalitet.
Nå, tænker du måske, syg undskyldning, men nej. For jeg tror at en stor del af manges gemme-gen skyldes forsyningsangst. I mit barndomshjem gemte vi alt! Fordi min mor er vokset op under krigen, og i hendes arbejderfamilie skulle de gemme alt, fordi man måske ikke kunne skaffe det igen.
Så jeg tror, at der er en sammenhæng mellem forsyningsangst, manglende evne til at smide ud og tendens til at betragte det, som andre mennesker ser som affald, som mulige kommende ressourcer.
Her kan man jo godt komme til at tænke på bæredygtighedsfolkets insisteren på cradle to cradleambitionen - altså at vi skal lære at bruge vores affald som ressourcer til at skabe nye produkter - en avanceret form for genbrug. Det er ikke nogen dårlig ting, men det er dårligt, hvis jeg tror at jeg kan klare det hjemme hos mig selv, fx. ved bare at beholde mit affald for selv at sende det ud i det store kredsløb som nye produkter på et senere tidspunkt.
Så nu rydder jeg op og smider ud i stor stil. Stille og roligt begynder min lejlighed at se ud som den plejede før i tiden (og ja, jeg har vel aldrig været det store ordensmenneske, men det har da været, så jeg selv ville være det bekendt). Det er så BEFRIENDE! Pyha, det var det, der skulle til.
Hvis der er nogle overordnede almene perspektiver i dette, så er det en åbning af en diskussion om, hvad langvarig relativ fattigdom gør ved os. Forskningsmæssigt er der masser af evidens for at økonomisk stress kan skabe eller forværre psykisk sygdom - se bare SFI's udgivelse om fattigdom og afsavn fra 2016 her.
Jeg har mærket det (i mindre grad) på egen krop i de sidste 6 år. Og jeg har som ikke-forsørger og sygedagpengemodtager været meget priviligeret. Tænk på hvad det gør ved mennesker på langvarig nedsat kontanthjælp og integrationsydelse... Faktisk tror jeg ikke, at der er ret mange fattige mennesker i Danmark, der kan gennemføre en Feng Shui oprydning af deres hjem.
Nu mærker jeg så, hvad det gør ved mig at få det bedre. Konkret oprydning. Overskud til at komme ud blandt andre. Energi til at gøre en indsats som engageret samfundsborger. Tænk hvor stor betydning det har. Fattigdom motiverer ikke, fattigdom invaliderer. Fat det nu, politikere....
2½ måned på sofaen har det taget at komme mig over det ulideligt lange forløb i Beskæftigelsesforvaltningen. Jeg fik min pension, hvad nu? Jeg har set meget Netflix, undskyld. Især dystopier, de vil mig et eller andet. Siden jeg så Interstellar for nogle år siden, der starter op med Matthew McConaughey i et landskab med konstant blæst, hvor man kun kan dyrke hvede og majs. Jeg vidste, at det var rigtigt, sådan bliver det, hvis vi ikke gør noget. Og mange andre dystopier, The Rain, Birk Box, You name them...
Samtidig må jeg konstatere, at jeg er blevet et brokkehoved. Jeg brokker mig især over, at jeg ikke kan komme til at sortere mit affald ordentligt, fordi erhvervslejemålene i min ejendom voldtager genbrugscontainerne, og over, at restauratørerne har kæmpestore varmelamper hængende, der poster CO2 ud i atmosfæren, selv om der er fuldstændigt tomt udenfor. Jeg har googlet mig til, at sådan en elektrisk sag sender 3½ ton CO2 ud årligt. det giver 14 ton for cafeen nede ved hjørnet, og ca 300 ton for hele Strædet. Jeg talte.
Det bliver folk jo trætte af at høre om. Men jeg er oprigtigt bekymret.Og når man ikke vil være et brokkehoved, men alligevel vil have lov til at brokke sig, så må man jo politisere det. Løfte det op på et højere niveau. Så det vil jeg gøre.
For jeg fik den bedste julegave af min gode veninde. Jeg snakkede om, hvor jeg skulle være frivillig, om jeg skulle være lektiehjælper for nogle flygtningebørn eller aktiv hos Venligboerne på anden måde. Måske tage telefoner i Børnetelefonen, der er mange ædle formål. Men hun kiggede på mig og sagde: "Jeg tror du er for følsom til det. Du vil bare tage skæbnerne på dig. Men du taler hele tiden om klimaet. Hvorfor går du ikke ind og gør noget ved det".
HEUREKA, der faldt tiøren. Selvfølgelig skal jeg da det! Og tågerne lettede og alting stod klokkeklart for mig, og jeg gik hjem og googlede og facebookede og fandt to gode organisationer, som jeg ville henvende mig til:
Den første er Bedsteforældrenes Klimaaktion til det helt konkrete, aktionsprægede, som fx. kampen mod unødige varmelamper (Se en artikel fra 2007 om det her) eller Klimapåmindelsen hver torsdag morgen i Rigsdagsgården på Christiansborg.
Den anden er NOAH, Friends of the Earth, og dem vil jeg skrive til, fordi de også vægter miljøet generelt og også retfærdighed. Og så har de en emnegruppe, der hedder "Grøn dannelse", og der kan jeg måske oven i købet få lov til at bruge min uddannelse, hvis de vil have mig. Jeg har skrevet til dem.
Så nu ser min uge sådan her ud: Onsdag: møde med frivilligkoordinator i Noah samt hende, der står for emnegruppen 'Grøn dannelse' og torsdag: møde i Bedsteforældrenes Klimaaktion, som har sat mit punkt med varmelamperne på dagsordenen. Så jeg må i gang med noget research.
I dag er første dag i resten af mit liv. Sådan har jeg det, undskyld den fede kliché. I morges stødte min voksne datter til mig på Center for Afklaring og Beskæftigelse på Gl. Vasbygade i København. Der har jeg været tilknyttet i lang tid, men i dag var den dag, som jeg har ventet på i månedsvis - ja, i årevis. Min sag er endelig blevet FÆRDIGAFKLARET. Jeg skal til møde i Rehabiliteringsteamet.
Rehabiliteringsteamet består af en lægekonsulent, en fra Beskæftigelsesforvaltningen, en fra Socialforvaltningen, en mødeleder (også fra Beskæftigelsesforvaltningen i det her tilfælde) og min sagsbehandler. Og så altså mig og min bisidder.
Eftersom man har konkluderet, at der ikke er flere udviklingsmuligheder, så er der ikke risiko for, at jeg får et ressourceforløb (læs: op til 5 år i beskæftigelsesforvaltningsregi - med kurser og mindfulness og praktikker og kommunepålagt KRAM-vejledning - og på kontanthjælpssats, selv om det hedder ressourceforløbsydelse). Så rehabiliteringsteamets opgave er i dette tilfælde at beslutte, om de vil indstille mig til fleksjob (læs endnu en runde i beskæftigelsesregi på fleksydelse = kontanthjælpssats) eller om de vil indstille mig til førtidspension. Hvis de gør det skal jeg aldrig i Jobcenteret mere. Måske holder jeg endda op med at drømme, at jeg vandrer gennem dybt mudder, der suger mig ned.
I stedet ryger jeg over i socialforvaltningsregi, jeg får en månedlig ydelse svarende til sygedagpengeniveau og jeg får højere tillægspension fra mit pensionsselskab, mere i boligstøtte, billigere transport med det offentlige, billigere indgang på Statens Museum for Kunst og alle de andre goodwill-faktorer, der følger med, at der endelig er nogen der har anerkendt at jeg ER syg og at jeg ikke KAN arbejde. Læs mere om det i de blogindlæg, som jeg håber at jeg måske nu får tid og overskud til at skrive.
I weekenden sad jeg sammen med min datter og forberedte mig så godt jeg kunne. Ikke let, når ens sag fylder 98 sider, og man efter en dyb depression er plaget af kognitive eftervirkninger, ord der bliver væk, og tankerækker der hele tiden kommer ud af kurs. Men jeg fik hjælp af min strategiske og systematiske datter. I går rystede jeg af nervøsitet og kunne intet. I nat lå jeg søvnløs. Jeg tror, det gælder alle, op til dage hvor alting er på spil.
Min mentor sad i går i min sofa og forsikrede mig om, at alle de rehabiliteringteamsmøder hun havde været til, foregik i en afslappet stemning, at alle ville være søde, og at de allesammen ville mig det bedste. Men det var jeg sådan set ikke i tvivl om. Jeg har aldrig følt mig som et af Jobcentrets Ofre, - som et offer for forfærdelige sagsbehandlere - men nok som et offer for den regering, der har vedtaget lovgivningen, og de kommunalpolitikere, der har ført så strikt en beskæftigelsespolitik i Københavns Kommune, at det har været et af forårets store debatemner, ikke bare i København, men også i de landsdækkende medier. Men jeg er ikke et offer, der har lyst til at stå udenfor og skælde ud på de enkelte sagsbehandlere, som jeg sådan set tror er søde og rare mennesker, der forsøger at gøre deres arbejde så godt som muligt, omend de også er i stor fare for at blive udbrændte, med den dehumaniseringsproces, der følger med det. Vi må pege kritikken derhen, hvor den rettelig hører til - væk fra sagsbehandlerne og hen mod politikerne.
Hvad kan jeg bruge til at de er søde, hvis de træffer en beslutning, som jeg ikke synes, at jeg kan leve med? Hvis jeg ikke får ro til at få det bedre, hvis jeg skal til at lede efter et fleksjob og prøve at se i øjnene at jeg stadigvæk kommer til at stå i den hæslige situation, at jeg skal ringe og melde mig syg på et arbejde, som bliver mere og mere skuffede over mig og frustrerede over mine mange sygemeldinger?
Så i formiddags kl. 9:55 bliver vi kaldt ind af min unge, men søde og dygtige - tror jeg - sagsbehandler, som jeg desværre kun har set en gang, fordi der hele tiden bliver rykket rundt på pladserne i Beskæftigelsesforvaltningen i København. Jeg er også forberedt på den måde, at jeg har set den her video, der er ikke mere jeg kan gøre, ud over altså at være rystende nervøs.
De ER søde allesammen. Mødet foregår ved at de præsenterer sig, de forsikrer mig om at de er velforberedte i alle mine 98 sider, lægekonsulenten anerkender at jeg er nervøs og går ud og henter et glas 'lægeordineret' vand - 'Her, tag tre mundfulde' - og de spørger mig, om jeg har noget at tilføje til det, der står i papirerne. Det har jeg. Det er det, som min datter har hjulpet mig med.
Gudskelov har vi et stykke talepapir, som min datter stikker mig i hånden, og med det som udgangspunkt lykkes det faktisk at få sagt alt det, der er vigtigt for mig at få sagt. Og de lytter. Og de spørger, og de lytter, og så spørger de mig, om jeg egentligt ikke tror, at en lille bitte tilknytning til arbejdsmarkedet vil være bedre end ingen.
Det er det vigtigste spørgsmål af dem alle. For det de spørger om, er om jeg ikke hellere vil have et minifleksjob. Så jeg har forberedt svaret: "Nej, det tror jeg ikke, for det jeg ikke kan holde ud, det er endnu engang at komme til at skuffe kolleger og chefer. Fordi jeg er så forbandet ustabil, mine sygdomme er usynlige og svære at forstå, og jeg hader, når jeg kan se, at jeg skuffer nogen igen og igen. Og mærker deres frustrationer vokse uden at jeg kan gøre noget ved det. Frustrationerne bliver en stor, usynlig elefant, som spænder ben for alt samarbejde og giver mig ondt i maven, og så kører karrusellen igen. Jeg har oplevet det igen og igen i mit arbejdsliv. Jeg vil meget hellere - hvis og når jeg får det bedre - bruge de ressourcer, der måtte være tilbage, på noget frivilligt arbejde."
De anerkender mit svar, og så bliver vi sendt ud. Min datter og jeg ryster og krammer, selv om de siger, at jeg ikke skal være nervøs.
Jeg får min pension. Det er derfor jeg skriver dette. For at opmuntre alle, som er i processen. Det føles som ærtesuppe. Det ER ærtesuppe. Som at gå i mudder. Det kræver alle de ressourcer, du ikke har. Men det er ikke personalets skyld, de gør hvad de kan. Det er en lovgivning, som kræver at alt skal være afprøvet og at alt skal være stationært. Hvis man er meget syg er det aldrig stationært. Hvis man er syg nok, så kan man ikke afprøve alting. Der er 1000 ting i vejen i det system.
I begrundelsen skriver de: “"Rehabilitringsteamet har vurderet, at du gennem årene har gjort ihærdigt forsøg på at fastholde tilknytning til arbejdsmarkedet trods din lidelse både på egen hånd, og med hjælp fra Jobcentret i form af revalidering og beskæftigelsesfremmende indsats. “ De ord er jeg så glad for.
Jeg bilder mig ind at jeg nu - endelig - har forstået en del af de huller, man falder i under processen, og jeg vil gerne støtte op om nogen, der er i samme proces. Så skriv til mig, hvis du vil høre mere om mine erfaringer. Eller smid en kommentar her i bunden.
Tilbage er, at få det til at bundfælde sig, komme mig og finde ud af, hvad det så er, jeg skal bruge mine sparsomme ressourcer på. Mærke efter og træffe nogle beslutninger. Det her er mit nye liv, sådan blev det, sådan skal det være. Det er noget af det, jeg vil skrive om her på denne, helt nyfødte blog. Velkommen.
Så døde Troels Kløvedal. Han betød meget for mig; Jeg kalder ham min ungdoms drømmes kaptajn - og det er jeg ikke ene om. Han betød meget for mange.
Hvilken afsked, skipperen havde en hånd på roret til sidste sekund. Jeg var nødt til at se om jeg kunne få en plads til begravelsen, og det fik jeg - højt placeret, på balkonen lige over korset i Holmens kirke, der hvor døbefonten stod, da mit ældste barnebarn, Kurt, blev døbt der for snart 3 år siden.
Da jeg lige var flyttet hjemmefra slugte jeg bøgerne om Nordkaperens første jordomsejling, 'Kærligheden, kildevandet og det blå ocean', 'Fra Tahiti til Thyborøn' og 'Bidevind og blåhvaler'. Det var dengang jeg lige havde fundet ud af, hvem jeg var og er. De der vigtigte formative år, hvor jeg opdagede at fællesskaber er det vigtigste i et menneskeliv. I hvert fald i mit. Senere giftede jeg mig med mine børns far, bådebyggeren, som lærte mig hvad bidevind egentlig er og jeg kom da også ud og sejle lidt i danske og svenske farvande. Så fik vi børn, og det var det vigtigste, der er sket i mit liv, men sejle gjorde jeg ikke mere.
Kløvedals kiste var bemalet i en mæanderbort med blå bølger og ovenpå lå en stor smuk konkylie. Ifølge præstens tale lå han inden i i sin gule skjorte, og kisten var også malet blå indvendigt og der var ledestjerner på kistelåget. Lige indenfor i kirkerummet stod de 5 børn i aldersrækkefølge, tror jeg, med Mikkel først og Asbjørn med gult slips til sidst, og trykkede hver og én i hånden, når de kom.
I kirken var der masser af tid til at reflektere. Hvorfor kalder jeg ham mine drømmes kaptajn, når jeg nu aldrig tog ud og sejle? Betyder det, at mine drømme er mislykkede, så? Fordi jeg aldrig har sejlet jorden rundt?
Det er netop det der med fællesskabet, der er pointen her, for selvfølgelig skal vi ikke allesammen sejle jorden rundt. Så var det da ikke godt. Jeg ville da gerne rejse lidt engang imellem, også mere end jeg har gjort, men mit liv fint alligevel. Netop fordi min ungdoms drøm handlede mere om fællesskab end om at dykke med kæmpeskildpadder og komme igennem stillehavsstorme ved hjælp af stjernerne og en sekstant.
Nogen skal rejse meget og fortælle os, hvordan der ser ud på den anden side af jorden, på bunden af oceanerne og på bagsiden af månen. Andre skal passe haven og landbruget, lære børnene at læse og være familiens verdensmester i lasagne. Sådan en er jeg. Sådan en der passer børnebørnene, sådan at deres forældre kan komme ud og være kærester, sådan at de forhåbentligt ikke bliver skilt, når børnene er små, ligesom jeg gjorde. Derfor kan jeg sagtens være fan af Troels Kløvedal og hans drømme. Det med at sætte fællesskaberne i centrum, det har jeg blandt andet lært af ham.
Højtideligheden blev afsluttet med "Stille hjerte, sol går ned", hårrejsende smukt - og jeg forstår ikke, at jeg aldrig har fået ørerne op for så smuk en sang før nu. DRs Vokalensembles version herunder er den smukkeste version, jeg kunne finde. Teksten er fantastisk, poetisk og ligetil på samme tid.
Hvis der er nogle overordnede almene perspektiver i dette, så er det en åbning af en diskussion om, hvad langvarig relativ fattigdom gør ved os. Forskningsmæssigt er der masser af evidens for at økonomisk stress kan skabe eller forværre psykisk sygdom - se bare SFI's udgivelse om fattigdom og afsavn fra 2016 her. 
