Høhøst i Viemose. Sandsynligvis i starten af 1950'erne. |
Et andet klip fra filmen: ... den unge Astrid med sin familie i en vogn bag en svensk skovhest, min farmor og farfar havde også to heste, de fik enderne til at nå sammen bl.a. ved at min farfar kørte med tømmer i skovene omkring Viemose om vinteren. Så tjente hestene også til føden om vinteren ... Min far fortalte, at hestene altid hed Brune og Røde - uanset hvad farve de havde, de stod altid i spand på samme måde og navnene var en del af de kommandoer, han gav dem, når de enten gik i marken eller i skovene. Lugten i stalden var et miks af de forskellige dyrs lugte, den var anderledes end lugten i moderne stalde med kun én slags dyr i. Lydene, og netop - følelsen af varmt koskind.
Når jeg søger tilbage i mine aner på min fædrende side, så er det næsten udelukkende bønder der dukker op, min far og hans søskende tilhørte den første generation, der flyttede til byerne og arbejdede med andet end landbrug. Så han havde førstehåndserfaringen fra husmandsstedet. Måske er det ham, der står forrest i det dobbelteksponerede billede i toppen - med høtyv i fuldt sving med at hente høhøsten hjem. Det ligner ham og det kommer fra hans album. Jeg har andenhåndserfaringen, jeg har været på besøg.
Min farmor holdt meget af at sidde i solen på trappestenen. Her med min faster Inger. |
Men mine børnebørn, Kurt, Luna og Otto. Vil de nogen sinde få de erfaringer? Er det ikke et tab? Den der direkte kontakt med jorden og dyrene? Førstehåndserfaringen af, hvor maden kommer fra?
Så jeg bliver så glad, når de så alligevel kommer ud og plukker brombær. Når min ældste datter, Ida, har købt sommerhus og anlægger køkkenhave. Når vi er på Omø om sommeren, og man kan købe mad i papirsposer lige ved siden af de marker, hvor de har groet.