Duften af hest. Varmt koskind. Længsel

Høhøst i Viemose. Sandsynligvis i starten af 1950'erne.

Jeg har lige set 'Unge Astrid'. En bevægende film: Et klip af Alba August, der varmer sine hænder i en rød kos tætte hårlag sender mig til min farmors og farfars husmandssted på Hovvejen i Viemose, som husede en ko,en gris og 10 høns, jeg husker følelsen af et varmt hønseæg i hænderne. Min farmor, der ganske usentimentalt huggede hovedet af den høne, som vi et par timer senere spiste med stor fornøjelse.

Et andet klip fra filmen: ... den unge Astrid med sin familie i en vogn bag en svensk skovhest, min farmor og farfar havde også to heste, de fik enderne til at nå sammen bl.a. ved at min farfar kørte med tømmer i skovene omkring Viemose om vinteren. Så tjente hestene også til føden om vinteren ... Min far fortalte, at hestene altid hed Brune og Røde - uanset hvad farve de havde, de stod altid i spand på samme måde og navnene var en del af de kommandoer, han gav dem, når de enten gik i marken eller i skovene. Lugten i stalden var et miks af de forskellige dyrs lugte, den var anderledes end lugten i moderne stalde med kun én slags dyr i. Lydene, og netop - følelsen af varmt koskind.

Når jeg søger tilbage i mine aner på min fædrende side, så er det næsten udelukkende bønder der dukker op, min far og hans søskende tilhørte den første generation, der flyttede til byerne og arbejdede med andet end landbrug. Så han havde førstehåndserfaringen fra husmandsstedet. Måske er det ham, der står forrest i det dobbelteksponerede billede i toppen - med høtyv i fuldt sving med at hente høhøsten hjem. Det ligner ham og det kommer fra hans album. Jeg har andenhåndserfaringen, jeg har været på besøg.

Min farmor holdt meget af at sidde i solen på trappestenen. Her med min faster Inger.

Jeg har prøvet at sidde i solen på trappestenen med min farmor, hun plukkede hønen, mens vi børnebørn bælgede ærter. Jeg kan huske duftene og smagene. Stuerne og haven. Mine døtre har ikke den erfaring. Hvis de har været på sådan et lille landbrug, så vil det være som gæster, og den slags landbrug findes vist nu kun som fritidslandbrug. Duften af hest, den kender mine piger. De var lige så glade for heste, som jeg var i min tid.

Men mine børnebørn, Kurt, Luna og Otto. Vil de nogen sinde få de erfaringer? Er det ikke et tab? Den der direkte kontakt med jorden og dyrene? Førstehåndserfaringen af, hvor maden kommer fra?

Så jeg bliver så glad, når de så alligevel kommer ud og plukker brombær. Når min ældste datter, Ida,  har købt sommerhus og anlægger køkkenhave. Når vi er på Omø om sommeren, og man kan købe mad i papirsposer lige ved siden af de marker, hvor de har groet.

Tak til filmen for at minde mig om, hvor jeg kommer fra. Det er en fin film. Måske lidt sentimental, men meget rørende. Astrid skildres som en varm og empatisk, modig og stærk kvinde. Lidt Pippiagtig. Der er dog nogle konflikter i filmen, som ikke bliver foldet ud. For eksempel den konflikt, der er årsagen til at hun overhovedet må tage til Danmark og føde sin søn i dølgsmål, nemlig at forældrenes status i den lille Vimmerby ikke kan tillade, at hun bliver enlig mor med et uægte barn. Konflikten forløses dog sidst i filmen, da forældrene anerkender lille Lasse - billedlig talt ved at Astrids mor tager Lasse på armen og bærer ham ind i kirken. Billederne er smukke, farverne varme, det hele er sanseligt og intenst filmet - ja, netop så man fornemmer duften af hest og følelsen af varmt koskind. 4 stjerner herfra.