Blog om pædagogik, klima, politik og andre vigtige ting - men også om dejlige København, småting og nogen gange om det store i det små. Lige fra midten af Indre By. Velkommen.
Skal vi ikke udnævne Jacinda Ardern til at være den frie verdens leder, nu når USA så tydeligt er sprunget ud som den frie verdens gangster?
Jeg har familie på New Zealand og selv om jeg aldrig har været der, så er jeg lamslået over, at højreekstremismen endnu engang viste sit grimme ansigt frem netop der. Men at se, hvordan en lille stats (New Zealand har 4,5 mio indbyggere) leder kan reagere med sådan en værdighed og empati, det gav mig i dag en tudetur, som jeg ikke oplevet på verdens vegne, siden Trump blev valgt til præsident. Og før det siden Utøya i 2011.
Det skete fordi jeg valgte at se hele videoen fra Prime Ministererens Statement i Parlamentet, hvor de menige medlemmer havde veget deres pladser for at give plads til repræsentanter fra alle trossamfund i New Zealand, se hele videoen her: (Ovenstående er kun klip - men hele videoen er tekstet, så den er til at se).
Der sker så forfærdelige ting i verden, at man er nødt til at græde ind imellem, og det kan være forløsende. Jeg er nogen gange bange for, om det bliver så slemt, at man går kontra og henfalder i afmagt i stedet for at handle. Som det sker med klimaet over hele jorden nu. Det må ikke også ske med terrorisme. Derfor er det også så dejligt at se, at en nation reagerer med sådan en handlekraft. Jacinda forsikrer, at hun aldrig vil sige terroristens navn. Hans ansigt pixeleres, han skal ikke opnå berømmelse på bekostning af sine ofre, de bliver navngivet. Religiøse repræsentanter inviteres ind i Parlamentet, hvor der hilses med muslimsk hilsen og muslimsk bøn. De går fuldstændig kontra alt det terroristen har villet opnå. Der indføres nye våbenlove inden for en meget kort periode.
Tidligere i weekenden drog Jacinda på besøg i de berørte Moskeer iklædt hijab, og da Trump via Twitter gav udttryk for at han ville hjælpe New Zealand, hvis de ønskede det, erklærede hun, at han kunne hjælpe ved at omfatte alle muslimske samfund med respekt og kærlighed.
Hvis nu alle stater reagerede på terrorangreb ved at udslette navne og ansigter på terrorister (i offentligheden), ville mængden af terrorangreb så ikke falde? Hvis den frie presse gik med på projektet? Som Kim Walls forældre, der skriver en bog om Kim og gør indstifter en fond for at hendes navn og ansigt skal leve videre, mens de nægter at udtale den grusomme morders navn. Kunne vi gøre det samme her?
Har vi egentlig nogle politikere i Danmark med samme format? Hvem ville reagere så statsmandsagtigt, hvis det samme sker i Danmark? Næppe Løkke. Næppe heller Mette Frederiksen. Pia Kjærsgaard? - Glem det. Dronning Margrethe? Ej heller hende.
Så jeg fik grædt i dag - det gjorde jeg ikke i lørdags, da jeg fik kendskab til angrebet. Det gik ikke rigtigt op for mig, hvor slemt det var. Kender du det, når man oplever noget virkelig forfærdeligt, og så bliver bevæget, men alligevel kun kan slippe følelserne fri en lille smule? Og man så falder over noget virkeligt banalt - meget smukt eller rørende, som Mikkel Hansens baby på balkonen, introen til Løvernes Konge eller Rami Malek, der får en Oscar. I søndags græd jeg over 'Den skaldede frisør' og i dag fik jeg givet fuldstændigt los, da jeg efter den bevægende tale i New Zealand (gen)hørte verdens smukkeste kærlighedssang i Lady Gagas version. Hun er også et menneske, hvis format jeg først har opdaget nu.
Mennesker med format. May we know them, may we be them, may we raise them.
Mange kærlige hilsner til min (grand)moster Gurli i Nelson, New Zealand og hele hendes familie.
Jeg sidder og lytter til Brinkmanns Briks - en podcast, som i dag handler om psykologiens syn på bæredygtighed. "Det gode liv er bæredygtigt". Gæsterne er Steen Hildebrandt og Simon Elsborg Nygaard. - Hvorfor lader vi stå til? spørger Brinkmann. - Er det på grund af vækstideologien? De økonomiske regnemodeller, som kun tager udgangspunkt i hvad der betaler sig her og nu? Som bygger på en teori om mennesket som Homo Oconomicus og ikke Homo Ethicus?Eller skyldes det at vi giver op på forhånd? At vi tror, at det ikke nytter. For det gør det! Tro på det!
Jeg besluttede at give mig selv et klima-tjek.
Der er nogen ting, som jeg har svært ved at give afkald på - det må jeg indrømme. Jeg kan for eksempel ikke lade være med at være på nettet - rigtig lang tid, endda. Jeg streamer også film og serier. Jeg kan heller ikke undvære mælk i kaffen og på havregrynene. Sojamælk eller rismælk - bvadr. Og kødet - åh, jeg elsker kød. Jeg spiser kød eller fisk i hvert fald hver anden dag - og de dage hvor jeg ikke spiser kød, der spiser jeg som regel æg. Men jeg prøver at tage Løgismosekyllingen i stedet for det hakkede oksekød.
Desuden ønsker jeg mig helt vildt en autocamper, og hvis det lykkes at få sådan en, så bliver det en ældre model - af økonomiske årsager. En gammel diesel-folkevogn, sandsynligvis - af dem, der er udformet over en VW transporter. En frøken Himmelblå, som skal tage mig ud i alle de skønneste kroge af Danmark og Norden. Deres brændstoføkonomi er ikke noget at prale af, desværre.
Men jeg har ikke nogen bil til dagligt, det er offentlig transport og cykel. Men på den led er det også letkøbt at være hellig, når man bor i København K. Hvis jeg boede på Møn eller i Vestjylland, så havde jeg helt sikkert en bil.
Med en autocamper ville jeg jo så spare på flyveture - bortset fra at jeg ikke har været ude og flyve i 6 år. Men det er en af de ting, som jeg faktisk gerne må nu, hvor min økonomi er blevet lidt mere stabil (efter jeg fik pension). Jeg vil gerne kunne rejse på en depressionsforebyggende rejse et sted, hvor der er lyst ca. 1 gang om året. For min egen livskvalitets skyld. Men 27 år, hvor den årlige ferie har været en ølejr på Omø (med offentlig transport til og fra), det er vist så klimavenligt som det overhovedet kan være. Billetsalget til årets ølejre er for øvrigt lige begyndt. Se HER. Og du kan læse min datters blogindlæg om at være ølejrbarn HER.
Og det som man let kan gøre: Mit elforbrug er da i hvert fald faldet drastisk, efter jeg skiftede til LED-pærer, faktisk er det næsten halveret. Vildt ikke! Det kan enhver da gøre...
Tøj er heldigvis ikke vigtigt for mig - jeg trives bedst i sort, men jeg forstår fuldt ud, at alle ikke skal have det sådan. Mit tøj er desværre billigt, og det er ikke klimavenligt. Selv om jeg ikke køber meget, så er sort stadig en farve, og den er ikke klimavenlig, når tøjet bliver produceret i de fattigste områder i verden. Dyrere tøj, økologisk og af god kvalitet, så det holder længere, det er på min 'must do'-liste.
Så jeg pudser nogle af mine glorier - på elforbrug, transport, tøjindkøb og flyvaner. Men har sort samvittighed over oksekød, internettrafik og streaming (det vil jeg ikke undvære) - og så kan jeg simpelthen ikke lade være med at købe gaver til mine børnebørn. En bamse her og en Lightning McQueen-bil der. Et Ikeabørnestaffeli her og et Thomas Tog-sæt der... (okay, det var brugt - man kan få glimragende legetøj på dba). Og så har jeg sort samvittighed på det med kødet og den kommende autocamper...
Hvis du selv vil følge med, så start med det du kan overskue. Som fx. LED-pærerne. Og tænk så over, hvad det er der giver dig et godt liv. Det er jo ikke sikkert, at forbrug er det eneste, der duer. Det allervigtigste du kan gøre, det er at stemme på politikere, som reelt er parat til at tage upopulære beslutninger, der bringer os nærmere på Paris-aftalen. Det er desværre ikke Venstre og DF.
P.S. Du kan tjekke din egen klimasamvittighed på Energitjenesten HER
P.P.S. Tæller det, at jeg i midten af 80'erne faciliterede, at mine børns far kunne være medudvikler og producent af en af Danmarks første masseproducerede vindmøller, nemlig Danwin-møllen, som både fik ID-prisen og som var med til at bane vejen for at Danmark blev et førende vindkraft-land. I dag dækkes ca. 50% af vores energi af vindmøller... Og det var mig, der passede børnene og lavede kaffe mens vindmøllerne blev skabt ;-)
P.P.P.S.: Vidste du for øvrigt, at den allermest klimavenlige måde du kan bruge dine penge på, det er som kulturforbruger, hvor du går ud og oplever ting i det fælles rum. Det er livskvalitetens togture - at sidestille med offentlig transport: Det bruger selvfølgelig energi, men den energi bliver brugt af rigtig mange mennesker, der slår sig sammen...
Høhøst i Viemose. Sandsynligvis i starten af 1950'erne.
Jeg har lige set 'Unge Astrid'. En bevægende film: Et klip af Alba August, der varmer sine hænder i en rød kos tætte hårlag sender mig til min farmors og farfars husmandssted på Hovvejen i Viemose, som husede en ko,en gris og 10 høns, jeg husker følelsen af et varmt hønseæg i hænderne. Min farmor, der ganske usentimentalt huggede hovedet af den høne, som vi et par timer senere spiste med stor fornøjelse.
Et andet klip fra filmen: ... den unge Astrid med sin familie i en vogn bag en svensk skovhest, min farmor og farfar havde også to heste, de fik enderne til at nå sammen bl.a. ved at min farfar kørte med tømmer i skovene omkring Viemose om vinteren. Så tjente hestene også til føden om vinteren ... Min far fortalte, at hestene altid hed Brune og Røde - uanset hvad farve de havde, de stod altid i spand på samme måde og navnene var en del af de kommandoer, han gav dem, når de enten gik i marken eller i skovene. Lugten i stalden var et miks af de forskellige dyrs lugte, den var anderledes end lugten i moderne stalde med kun én slags dyr i. Lydene, og netop - følelsen af varmt koskind.
Når jeg søger tilbage i mine aner på min fædrende side, så er det næsten udelukkende bønder der dukker op, min far og hans søskende tilhørte den første generation, der flyttede til byerne og arbejdede med andet end landbrug. Så han havde førstehåndserfaringen fra husmandsstedet. Måske er det ham, der står forrest i det dobbelteksponerede billede i toppen - med høtyv i fuldt sving med at hente høhøsten hjem. Det ligner ham og det kommer fra hans album. Jeg har andenhåndserfaringen, jeg har været på besøg.
Min farmor holdt meget af at sidde i solen på trappestenen. Her med min faster Inger.
Jeg har prøvet at sidde i solen på trappestenen med min farmor, hun plukkede hønen, mens vi børnebørn bælgede ærter. Jeg kan huske duftene og smagene. Stuerne og haven. Mine døtre har ikke den erfaring. Hvis de har været på sådan et lille landbrug, så vil det være som gæster, og den slags landbrug findes vist nu kun som fritidslandbrug. Duften af hest, den kender mine piger. De var lige så glade for heste, som jeg var i min tid.
Men mine børnebørn, Kurt, Luna og Otto. Vil de nogen sinde få de erfaringer? Er det ikke et tab? Den der direkte kontakt med jorden og dyrene? Førstehåndserfaringen af, hvor maden kommer fra?
Så jeg bliver så glad, når de så alligevel kommer ud og plukker brombær. Når min ældste datter, Ida, har købt sommerhus og anlægger køkkenhave. Når vi er på Omø om sommeren, og man kan købe mad i papirsposer lige ved siden af de marker, hvor de har groet.
Tak til filmen for at minde mig om, hvor jeg kommer fra. Det er en fin film. Måske lidt sentimental, men meget rørende. Astrid skildres som en varm og empatisk, modig og stærk kvinde. Lidt Pippiagtig. Der er dog nogle konflikter i filmen, som ikke bliver foldet ud. For eksempel den konflikt, der er årsagen til at hun overhovedet må tage til Danmark og føde sin søn i dølgsmål, nemlig at forældrenes status i den lille Vimmerby ikke kan tillade, at hun bliver enlig mor med et uægte barn. Konflikten forløses dog sidst i filmen, da forældrene anerkender lille Lasse - billedlig talt ved at Astrids mor tager Lasse på armen og bærer ham ind i kirken. Billederne er smukke, farverne varme, det hele er sanseligt og intenst filmet - ja, netop så man fornemmer duften af hest og følelsen af varmt koskind. 4 stjerner herfra.
Jeg bor lige ved Strædet i København. Det er den række af gader,
som går parallelt med Strøget fra Rådhuspladsen til Amagertorv med
Storkespringvandet - Farvergade, Kompagnistræde og Læderstræde - i alt 700
meter.
Her ligger der rigtigt mange
caféer og de vil rigtigt gerne gøre det godt for deres kunder, så der skal være
sommer hele året: udenfor de allerfleste caféer brænder varmelamperne i hele
åbningstiden hele vinteren over. Så bliver rygerne ikke kolde.
Det kan godt være at det er
mig, der er en gammel klima-kværulant, men helt ærligt: i januar talte jeg varmelamper over
hele strækningen og kom frem til, at der var 85 elvarmelamper tændt og 15
gasvarmelamper. 100 lamper i alt, altså. Som bruger ca. 2 ton CO2 om året
per styk. Og det er kun i Strædet!
- Undskyld jeg spør', men hvad
sker der for dem? Under alle disse lamper, sidder der måske 2-3 mennesker ved
hver anden café - måske i alt 15 mennesker - resten er inden for, for det er jo
vinter!
Miljøministeriet regnede sig i
2008 frem til, at hver varmelampe i en udeservering på en café bruger ca. 2
ton CO2 om året. Bare til sammenligning, så er den årlige udledning per
indbygger i Danmark på ca. 6 ton om året. Udledningen per
indbygger i Peru er til gengæld på 2 ton om året. Dvs. 1 varmelampe på
en café i Strædet.
(En indbygger i Burundi bruger 25 kg CO2 om året og en amerikaner bruger 17 ton).
Og for at perspektivere lidt
mere, så kan et bøgetræ på 26 meters højde binde 4,3 ton CO2 årligt. Et simpelt
regnestykke siger så, at varmelamperne i Strædet udleder 200 ton Co2 årligt og
for at optage det igen, så skal der stå 47 bøgetræer på 26 meters højde. Altså
et bøgetræ hver gang du har gået 15 meter.
Så
forestil dig det: Du vandrer hen ad Strædet i København, der er en varmelampe
tændt hver syvende meter og hver femtende meter står der et 26 meter højt
bøgetræ.
Helt
ærligt: Kan vi ikke gøre det lidt bedre. Kunne man måske lægge nogle flere og
tykkere tæpper ud? Lave sensorer, der slukkede lamperne, når de ikke var i
brug? Eller bare acceptere, at det er koldt om vinteren og trøste os med, at
andelen af rygere er gået fra 24%
til 16% siden 2008, hvor rygeloven trådte i kraft? Og håbe på, at
rygerne selv kan finde ud af at tage overtøj på...
Eller
skal vi i turismens og omsætningens hellige navn bare fyre løs? Måske endda
sætte flere lamper op? Personligt vælger jeg at boycotte caféer, der brager løs med varmelamper for tomme borde.
Sig
pip. Hvad mener du? Hvis
du er frisk på at tælle lidt, så fortæl hvor mange tændte varmelamper, du kan
finde, der hvor du færdes... Fortæl det nedenfor i kommentarsporet.
P.S. Jeg har ikke noget imod,
at man forlænger en dejlig sommeraften med en varmelampe. I et par timer. Det
er det der med at de kører i hele åbningstiden hver dag i en hel vinter. Mens
klimaforandringerne ruller ind over kloden.
Det har jeg skullet gøre i lang tid, men faktisk har jeg haft svært ved at give slip på mange ting. Jeg har hele tiden gået med den angst i baghovedet, at jeg måske ikke fik pension, og at jeg så risikerede at skulle være på ressourceforløbsydelse, fleksydelse eller varig kontanthjælp i lang tid. Det kan man ikke leve af. I hvert fald ville det kræve, at jeg skulle slippe min lejlighed - som godt nok ikke er særlig dyr - og det ville være forfærdeligt for min livskvalitet.
Nå, tænker du måske, syg undskyldning, men nej. For jeg tror at en stor del af manges gemme-gen skyldes forsyningsangst. I mit barndomshjem gemte vi alt! Fordi min mor er vokset op under krigen, og i hendes arbejderfamilie skulle de gemme alt, fordi man måske ikke kunne skaffe det igen.
Så jeg tror, at der er en sammenhæng mellem forsyningsangst, manglende evne til at smide ud og tendens til at betragte det, som andre mennesker ser som affald, som mulige kommende ressourcer.
Her kan man jo godt komme til at tænke på bæredygtighedsfolkets insisteren på cradle to cradleambitionen - altså at vi skal lære at bruge vores affald som ressourcer til at skabe nye produkter - en avanceret form for genbrug. Det er ikke nogen dårlig ting, men det er dårligt, hvis jeg tror at jeg kan klare det hjemme hos mig selv, fx. ved bare at beholde mit affald for selv at sende det ud i det store kredsløb som nye produkter på et senere tidspunkt.
Så nu rydder jeg op og smider ud i stor stil. Stille og roligt begynder min lejlighed at se ud som den plejede før i tiden (og ja, jeg har vel aldrig været det store ordensmenneske, men det har da været, så jeg selv ville være det bekendt). Det er så BEFRIENDE! Pyha, det var det, der skulle til.
Hvis der er nogle overordnede almene perspektiver i dette, så er det en åbning af en diskussion om, hvad langvarig relativ fattigdom gør ved os. Forskningsmæssigt er der masser af evidens for at økonomisk stress kan skabe eller forværre psykisk sygdom - se bare SFI's udgivelse om fattigdom og afsavn fra 2016 her.
Jeg har mærket det (i mindre grad) på egen krop i de sidste 6 år. Og jeg har som ikke-forsørger og sygedagpengemodtager været meget priviligeret. Tænk på hvad det gør ved mennesker på langvarig nedsat kontanthjælp og integrationsydelse... Faktisk tror jeg ikke, at der er ret mange fattige mennesker i Danmark, der kan gennemføre en Feng Shui oprydning af deres hjem.
Nu mærker jeg så, hvad det gør ved mig at få det bedre. Konkret oprydning. Overskud til at komme ud blandt andre. Energi til at gøre en indsats som engageret samfundsborger. Tænk hvor stor betydning det har. Fattigdom motiverer ikke, fattigdom invaliderer. Fat det nu, politikere....
2½ måned på sofaen har det taget at komme mig over det ulideligt lange forløb i Beskæftigelsesforvaltningen. Jeg fik min pension, hvad nu? Jeg har set meget Netflix, undskyld. Især dystopier, de vil mig et eller andet. Siden jeg så Interstellar for nogle år siden, der starter op med Matthew McConaughey i et landskab med konstant blæst, hvor man kun kan dyrke hvede og majs. Jeg vidste, at det var rigtigt, sådan bliver det, hvis vi ikke gør noget. Og mange andre dystopier, The Rain, Birk Box, You name them...
Samtidig må jeg konstatere, at jeg er blevet et brokkehoved. Jeg brokker mig især over, at jeg ikke kan komme til at sortere mit affald ordentligt, fordi erhvervslejemålene i min ejendom voldtager genbrugscontainerne, og over, at restauratørerne har kæmpestore varmelamper hængende, der poster CO2 ud i atmosfæren, selv om der er fuldstændigt tomt udenfor. Jeg har googlet mig til, at sådan en elektrisk sag sender 3½ ton CO2 ud årligt. det giver 14 ton for cafeen nede ved hjørnet, og ca 300 ton for hele Strædet. Jeg talte.
Det bliver folk jo trætte af at høre om. Men jeg er oprigtigt bekymret.Og når man ikke vil være et brokkehoved, men alligevel vil have lov til at brokke sig, så må man jo politisere det. Løfte det op på et højere niveau. Så det vil jeg gøre.
For jeg fik den bedste julegave af min gode veninde. Jeg snakkede om, hvor jeg skulle være frivillig, om jeg skulle være lektiehjælper for nogle flygtningebørn eller aktiv hos Venligboerne på anden måde. Måske tage telefoner i Børnetelefonen, der er mange ædle formål. Men hun kiggede på mig og sagde: "Jeg tror du er for følsom til det. Du vil bare tage skæbnerne på dig. Men du taler hele tiden om klimaet. Hvorfor går du ikke ind og gør noget ved det".
HEUREKA, der faldt tiøren. Selvfølgelig skal jeg da det! Og tågerne lettede og alting stod klokkeklart for mig, og jeg gik hjem og googlede og facebookede og fandt to gode organisationer, som jeg ville henvende mig til:
Den første er Bedsteforældrenes Klimaaktion til det helt konkrete, aktionsprægede, som fx. kampen mod unødige varmelamper (Se en artikel fra 2007 om det her) eller Klimapåmindelsen hver torsdag morgen i Rigsdagsgården på Christiansborg.
Den anden er NOAH, Friends of the Earth, og dem vil jeg skrive til, fordi de også vægter miljøet generelt og også retfærdighed. Og så har de en emnegruppe, der hedder "Grøn dannelse", og der kan jeg måske oven i købet få lov til at bruge min uddannelse, hvis de vil have mig. Jeg har skrevet til dem.
Så nu ser min uge sådan her ud: Onsdag: møde med frivilligkoordinator i Noah samt hende, der står for emnegruppen 'Grøn dannelse' og torsdag: møde i Bedsteforældrenes Klimaaktion, som har sat mit punkt med varmelamperne på dagsordenen. Så jeg må i gang med noget research.
I dag er første dag i resten af mit liv. Sådan har jeg det, undskyld den fede kliché. I morges stødte min voksne datter til mig på Center for Afklaring og Beskæftigelse på Gl. Vasbygade i København. Der har jeg været tilknyttet i lang tid, men i dag var den dag, som jeg har ventet på i månedsvis - ja, i årevis. Min sag er endelig blevet FÆRDIGAFKLARET. Jeg skal til møde i Rehabiliteringsteamet.
Rehabiliteringsteamet består af en lægekonsulent, en fra Beskæftigelsesforvaltningen, en fra Socialforvaltningen, en mødeleder (også fra Beskæftigelsesforvaltningen i det her tilfælde) og min sagsbehandler. Og så altså mig og min bisidder.
Eftersom man har konkluderet, at der ikke er flere udviklingsmuligheder, så er der ikke risiko for, at jeg får et ressourceforløb (læs: op til 5 år i beskæftigelsesforvaltningsregi - med kurser og mindfulness og praktikker og kommunepålagt KRAM-vejledning - og på kontanthjælpssats, selv om det hedder ressourceforløbsydelse). Så rehabiliteringsteamets opgave er i dette tilfælde at beslutte, om de vil indstille mig til fleksjob (læs endnu en runde i beskæftigelsesregi på fleksydelse = kontanthjælpssats) eller om de vil indstille mig til førtidspension. Hvis de gør det skal jeg aldrig i Jobcenteret mere. Måske holder jeg endda op med at drømme, at jeg vandrer gennem dybt mudder, der suger mig ned.
I stedet ryger jeg over i socialforvaltningsregi, jeg får en månedlig ydelse svarende til sygedagpengeniveau og jeg får højere tillægspension fra mit pensionsselskab, mere i boligstøtte, billigere transport med det offentlige, billigere indgang på Statens Museum for Kunst og alle de andre goodwill-faktorer, der følger med, at der endelig er nogen der har anerkendt at jeg ER syg og at jeg ikke KAN arbejde. Læs mere om det i de blogindlæg, som jeg håber at jeg måske nu får tid og overskud til at skrive.
I weekenden sad jeg sammen med min datter og forberedte mig så godt jeg kunne. Ikke let, når ens sag fylder 98 sider, og man efter en dyb depression er plaget af kognitive eftervirkninger, ord der bliver væk, og tankerækker der hele tiden kommer ud af kurs. Men jeg fik hjælp af min strategiske og systematiske datter. I går rystede jeg af nervøsitet og kunne intet. I nat lå jeg søvnløs. Jeg tror, det gælder alle, op til dage hvor alting er på spil.
Min mentor sad i går i min sofa og forsikrede mig om, at alle de rehabiliteringteamsmøder hun havde været til, foregik i en afslappet stemning, at alle ville være søde, og at de allesammen ville mig det bedste. Men det var jeg sådan set ikke i tvivl om. Jeg har aldrig følt mig som et af Jobcentrets Ofre, - som et offer for forfærdelige sagsbehandlere - men nok som et offer for den regering, der har vedtaget lovgivningen, og de kommunalpolitikere, der har ført så strikt en beskæftigelsespolitik i Københavns Kommune, at det har været et af forårets store debatemner, ikke bare i København, men også i de landsdækkende medier. Men jeg er ikke et offer, der har lyst til at stå udenfor og skælde ud på de enkelte sagsbehandlere, som jeg sådan set tror er søde og rare mennesker, der forsøger at gøre deres arbejde så godt som muligt, omend de også er i stor fare for at blive udbrændte, med den dehumaniseringsproces, der følger med det. Vi må pege kritikken derhen, hvor den rettelig hører til - væk fra sagsbehandlerne og hen mod politikerne.
Hvad kan jeg bruge til at de er søde, hvis de træffer en beslutning, som jeg ikke synes, at jeg kan leve med? Hvis jeg ikke får ro til at få det bedre, hvis jeg skal til at lede efter et fleksjob og prøve at se i øjnene at jeg stadigvæk kommer til at stå i den hæslige situation, at jeg skal ringe og melde mig syg på et arbejde, som bliver mere og mere skuffede over mig og frustrerede over mine mange sygemeldinger?
Så i formiddags kl. 9:55 bliver vi kaldt ind af min unge, men søde og dygtige - tror jeg - sagsbehandler, som jeg desværre kun har set en gang, fordi der hele tiden bliver rykket rundt på pladserne i Beskæftigelsesforvaltningen i København. Jeg er også forberedt på den måde, at jeg har set den her video, der er ikke mere jeg kan gøre, ud over altså at være rystende nervøs.
De ER søde allesammen. Mødet foregår ved at de præsenterer sig, de forsikrer mig om at de er velforberedte i alle mine 98 sider, lægekonsulenten anerkender at jeg er nervøs og går ud og henter et glas 'lægeordineret' vand - 'Her, tag tre mundfulde' - og de spørger mig, om jeg har noget at tilføje til det, der står i papirerne. Det har jeg. Det er det, som min datter har hjulpet mig med.
Gudskelov har vi et stykke talepapir, som min datter stikker mig i hånden, og med det som udgangspunkt lykkes det faktisk at få sagt alt det, der er vigtigt for mig at få sagt. Og de lytter. Og de spørger, og de lytter, og så spørger de mig, om jeg egentligt ikke tror, at en lille bitte tilknytning til arbejdsmarkedet vil være bedre end ingen.
Det er det vigtigste spørgsmål af dem alle. For det de spørger om, er om jeg ikke hellere vil have et minifleksjob. Så jeg har forberedt svaret: "Nej, det tror jeg ikke, for det jeg ikke kan holde ud, det er endnu engang at komme til at skuffe kolleger og chefer. Fordi jeg er så forbandet ustabil, mine sygdomme er usynlige og svære at forstå, og jeg hader, når jeg kan se, at jeg skuffer nogen igen og igen. Og mærker deres frustrationer vokse uden at jeg kan gøre noget ved det. Frustrationerne bliver en stor, usynlig elefant, som spænder ben for alt samarbejde og giver mig ondt i maven, og så kører karrusellen igen. Jeg har oplevet det igen og igen i mit arbejdsliv. Jeg vil meget hellere - hvis og når jeg får det bedre - bruge de ressourcer, der måtte være tilbage, på noget frivilligt arbejde."
De anerkender mit svar, og så bliver vi sendt ud. Min datter og jeg ryster og krammer, selv om de siger, at jeg ikke skal være nervøs.
Jeg får min pension. Det er derfor jeg skriver dette. For at opmuntre alle, som er i processen. Det føles som ærtesuppe. Det ER ærtesuppe. Som at gå i mudder. Det kræver alle de ressourcer, du ikke har. Men det er ikke personalets skyld, de gør hvad de kan. Det er en lovgivning, som kræver at alt skal være afprøvet og at alt skal være stationært. Hvis man er meget syg er det aldrig stationært. Hvis man er syg nok, så kan man ikke afprøve alting. Der er 1000 ting i vejen i det system.
I begrundelsen skriver de: “"Rehabilitringsteamet har vurderet, at du gennem årene har gjort ihærdigt forsøg på at fastholde tilknytning til arbejdsmarkedet trods din lidelse både på egen hånd, og med hjælp fra Jobcentret i form af revalidering og beskæftigelsesfremmende indsats. “ De ord er jeg så glad for.
Jeg bilder mig ind at jeg nu - endelig - har forstået en del af de huller, man falder i under processen, og jeg vil gerne støtte op om nogen, der er i samme proces. Så skriv til mig, hvis du vil høre mere om mine erfaringer. Eller smid en kommentar her i bunden.
Tilbage er, at få det til at bundfælde sig, komme mig og finde ud af, hvad det så er, jeg skal bruge mine sparsomme ressourcer på. Mærke efter og træffe nogle beslutninger. Det her er mit nye liv, sådan blev det, sådan skal det være. Det er noget af det, jeg vil skrive om her på denne, helt nyfødte blog. Velkommen.
