Farvel til min ungdoms drømmes kaptajn

Så døde Troels Kløvedal. Han betød meget for mig; Jeg kalder ham min ungdoms drømmes kaptajn - og det er jeg ikke ene om. Han betød meget for mange.
Hvilken afsked, skipperen havde en hånd på roret  til sidste sekund. Jeg var nødt til at se om jeg kunne få en plads til begravelsen, og det fik jeg - højt placeret, på balkonen lige over korset i Holmens kirke, der hvor døbefonten stod, da mit ældste barnebarn, Kurt, blev døbt der for snart 3 år siden.

Da jeg lige var flyttet hjemmefra slugte jeg bøgerne om Nordkaperens første jordomsejling, 'Kærligheden, kildevandet og det blå ocean', 'Fra Tahiti til Thyborøn' og 'Bidevind og blåhvaler'. Det var dengang jeg lige havde fundet ud af, hvem jeg var og er. De der vigtigte formative år, hvor jeg opdagede at fællesskaber er det vigtigste i et menneskeliv. I hvert fald i mit. Senere giftede jeg mig med mine børns far, bådebyggeren, som lærte mig hvad bidevind egentlig er og jeg kom da også ud og sejle lidt i danske og svenske farvande. Så fik vi børn, og det var det vigtigste, der er sket i mit liv, men sejle gjorde jeg ikke mere.

Kløvedals kiste var bemalet i en mæanderbort med blå bølger og ovenpå lå en stor smuk konkylie. Ifølge præstens tale lå han inden i i sin gule skjorte, og kisten var også malet blå indvendigt og der var ledestjerner på kistelåget. Lige indenfor i kirkerummet stod de 5 børn i aldersrækkefølge, tror jeg, med Mikkel først og Asbjørn med gult slips til sidst, og trykkede hver og én i hånden, når de kom.

I kirken var der masser af tid til at reflektere. Hvorfor kalder jeg ham mine drømmes kaptajn, når jeg nu aldrig tog ud og sejle? Betyder det, at mine drømme er mislykkede, så? Fordi jeg aldrig har sejlet jorden rundt?

Det er netop det der med fællesskabet, der er pointen her, for selvfølgelig skal vi ikke allesammen sejle jorden rundt. Så var det da ikke godt. Jeg ville da gerne rejse lidt engang imellem, også mere end jeg har gjort, men mit liv fint alligevel. Netop fordi min ungdoms drøm handlede mere om fællesskab end om at dykke med kæmpeskildpadder og komme igennem stillehavsstorme ved hjælp af stjernerne og en sekstant.

Nogen skal rejse meget og fortælle os, hvordan der ser ud på den anden side af jorden, på bunden af oceanerne og på bagsiden af månen. Andre skal passe haven og landbruget, lære børnene at læse og være familiens verdensmester i lasagne. Sådan en er jeg. Sådan en der passer børnebørnene, sådan at deres forældre kan komme ud og være kærester, sådan at de forhåbentligt ikke bliver skilt, når børnene er små, ligesom jeg gjorde. Derfor kan jeg sagtens være fan af Troels Kløvedal og hans drømme. Det med at sætte fællesskaberne i centrum, det har jeg blandt andet lært af ham.

Højtideligheden blev afsluttet med "Stille hjerte, sol går ned", hårrejsende smukt - og jeg forstår ikke, at jeg aldrig har fået ørerne op for så smuk en sang før nu. DRs Vokalensembles version herunder er den smukkeste version, jeg kunne finde. Teksten er fantastisk, poetisk og ligetil på samme tid.

Så god sejlads, kaptajn, og tak for alt.

Stille, hjerte, sol går ned,

sol går ned på heden,

dyr går hjem fra dagens bed,

storken står i reden.

Stille, stille, hjerte, sol går ned.

Tavshed over hedesti

og langs veje krumme.

En forsinket humlebi

ene høres brumme.

Stille, stille, hjerte, sol går ned.

Viben slår et enligt slag

over mosedammen,

før den under frytlens tag

folder vingen sammen.

Stille, stille, hjerte, sol går ned.

Fjerne ruder østerpå

blusser op i gløden,

hededamme bittesmå

spejler aftenrøden.

Stille, stille, hjerte, sol går ned.

Mel: Thomas Laub Tekst: Jeppe Aakjær