Den dag, jeg fik førtidspension

I dag er første dag i resten af mit liv. Sådan har jeg det, undskyld den fede kliché. I morges stødte min voksne datter til mig på Center for Afklaring og Beskæftigelse på Gl. Vasbygade i København. Der har jeg været tilknyttet i lang tid, men i dag var den dag, som jeg har ventet på i månedsvis - ja, i årevis. Min sag er endelig blevet FÆRDIGAFKLARET. Jeg skal til møde i Rehabiliteringsteamet.

Rehabiliteringsteamet består af en lægekonsulent, en fra Beskæftigelsesforvaltningen, en fra Socialforvaltningen, en mødeleder (også fra Beskæftigelsesforvaltningen i det her tilfælde) og min sagsbehandler. Og så altså mig og min bisidder.

Eftersom man har konkluderet, at der ikke er flere udviklingsmuligheder, så er der ikke risiko for, at jeg får et ressourceforløb (læs: op til 5 år i beskæftigelsesforvaltningsregi - med kurser og mindfulness og praktikker og kommunepålagt KRAM-vejledning - og på kontanthjælpssats, selv om det hedder ressourceforløbsydelse). Så rehabiliteringsteamets opgave er i dette tilfælde at beslutte, om de vil indstille mig til fleksjob (læs endnu en runde i beskæftigelsesregi på fleksydelse = kontanthjælpssats) eller om de vil indstille mig til førtidspension. Hvis de gør det skal jeg aldrig i Jobcenteret mere. Måske holder jeg endda op med at drømme, at jeg vandrer gennem dybt mudder, der suger mig ned.

I stedet ryger jeg over i socialforvaltningsregi, jeg får en månedlig ydelse svarende til sygedagpengeniveau og jeg får højere tillægspension fra mit pensionsselskab, mere i boligstøtte, billigere transport med det offentlige, billigere indgang på Statens Museum for Kunst og alle de andre goodwill-faktorer, der følger med, at der endelig er nogen der har anerkendt at jeg ER syg og at jeg ikke KAN arbejde. Læs mere om det i de blogindlæg, som jeg håber at jeg måske nu får tid og overskud til at skrive.

I weekenden sad jeg sammen med min datter og forberedte mig så godt jeg kunne. Ikke let, når ens sag fylder 98 sider, og man efter en dyb depression er plaget af kognitive eftervirkninger, ord der bliver væk, og tankerækker der hele tiden kommer ud af kurs. Men jeg fik hjælp af min strategiske og systematiske datter. I går rystede jeg af nervøsitet og kunne intet. I nat lå jeg søvnløs. Jeg tror, det gælder alle, op til dage hvor alting er på spil.

Min mentor sad i går i min sofa og forsikrede mig om, at alle de rehabiliteringteamsmøder hun havde været til, foregik i en afslappet stemning, at alle ville være søde, og at de allesammen ville mig det bedste. Men det var jeg sådan set ikke i tvivl om. Jeg har aldrig følt mig som et af Jobcentrets Ofre, - som et offer for forfærdelige sagsbehandlere - men nok som et offer for den regering, der har vedtaget lovgivningen, og de kommunalpolitikere, der har ført så strikt en beskæftigelsespolitik i Københavns Kommune, at det har været et af forårets store debatemner, ikke bare i København, men også i de landsdækkende medier. Men  jeg er ikke et offer, der har lyst til at stå udenfor og skælde ud på de enkelte sagsbehandlere, som jeg sådan set tror er søde og rare mennesker, der forsøger at gøre deres arbejde så godt som muligt, omend de også er i stor fare for at blive udbrændte, med den dehumaniseringsproces, der følger med det. Vi må pege kritikken derhen, hvor den rettelig hører til - væk fra sagsbehandlerne og hen mod politikerne.

Hvad kan jeg bruge til at de er søde, hvis de træffer en beslutning, som jeg ikke synes, at jeg kan leve med?  Hvis jeg ikke får ro til at få det bedre, hvis jeg skal til at lede efter et fleksjob og prøve at se i øjnene at jeg stadigvæk kommer til at stå i den hæslige situation, at jeg skal ringe og melde mig syg på et arbejde, som bliver mere og mere skuffede over mig og frustrerede over mine mange sygemeldinger?

Så i formiddags kl. 9:55 bliver vi kaldt ind af min unge, men søde og dygtige - tror jeg - sagsbehandler, som jeg desværre kun har set en gang, fordi der hele tiden bliver rykket rundt på pladserne i Beskæftigelsesforvaltningen i København. Jeg er også forberedt på den måde, at jeg har set den her video, der er ikke mere jeg kan gøre, ud over altså at være rystende nervøs.

De ER søde allesammen. Mødet foregår ved at de præsenterer sig, de forsikrer mig om at de er velforberedte i alle mine 98 sider, lægekonsulenten anerkender at jeg er nervøs og går ud og henter et glas 'lægeordineret' vand - 'Her, tag tre mundfulde' - og de spørger mig, om jeg har noget at tilføje til det, der står i papirerne. Det har jeg. Det er det, som min datter har hjulpet mig med.

Gudskelov har vi et stykke talepapir, som min datter stikker mig i hånden, og med det som udgangspunkt lykkes det faktisk at få sagt alt det, der er vigtigt for mig at få sagt. Og de lytter. Og de spørger, og de lytter, og så spørger de mig, om jeg egentligt ikke tror, at en lille bitte tilknytning til arbejdsmarkedet vil være bedre end ingen.

Det er det vigtigste spørgsmål af dem alle. For det de spørger om, er om jeg ikke hellere vil have et minifleksjob. Så jeg har forberedt svaret: "Nej, det tror jeg ikke, for det jeg ikke kan holde ud, det er endnu engang at komme til at skuffe kolleger og chefer. Fordi jeg er så forbandet ustabil, mine sygdomme er usynlige og svære at forstå, og jeg hader, når jeg kan se, at jeg skuffer nogen igen og igen. Og mærker deres frustrationer vokse uden at jeg kan gøre noget ved det. Frustrationerne bliver en stor, usynlig elefant, som spænder ben for alt samarbejde og giver mig ondt i maven, og så kører karrusellen igen. Jeg har oplevet det igen og igen i mit arbejdsliv. Jeg vil meget hellere - hvis og når jeg får det bedre - bruge de ressourcer, der måtte være tilbage, på noget frivilligt arbejde."

De anerkender mit svar, og så bliver vi sendt ud. Min datter og jeg ryster og krammer, selv om de siger, at jeg ikke skal være nervøs.

Jeg får min pension. Det er derfor jeg skriver dette. For at opmuntre alle, som er i processen. Det føles som ærtesuppe. Det ER ærtesuppe. Som at gå i mudder. Det kræver alle de ressourcer, du ikke har. Men det er ikke personalets skyld, de gør hvad de kan. Det er en lovgivning, som kræver at alt skal være afprøvet og at alt skal være stationært. Hvis man er meget syg er det aldrig stationært. Hvis man er syg nok, så kan man ikke afprøve alting. Der er 1000 ting i vejen i det system.

I begrundelsen skriver de: “"Rehabilitringsteamet har vurderet, at du gennem årene har gjort ihærdigt forsøg på at fastholde tilknytning til arbejdsmarkedet trods din lidelse både på egen hånd, og med hjælp fra Jobcentret i form af revalidering og beskæftigelsesfremmende indsats. “  De ord er jeg så glad for.

Jeg bilder mig ind at jeg nu - endelig - har forstået en del af de huller, man falder i under processen, og jeg vil gerne støtte op om nogen, der er i samme proces. Så skriv til mig, hvis du vil høre mere om mine erfaringer. Eller smid en kommentar her i bunden.

Tilbage er, at få det til at bundfælde sig, komme mig og finde ud af, hvad det så er, jeg skal bruge mine sparsomme ressourcer på. Mærke efter og træffe nogle beslutninger. Det her er mit nye liv, sådan blev det, sådan skal det være. Det er noget af det, jeg vil skrive om her på denne, helt nyfødte blog. Velkommen.